Antikt
Aristoteles: Vægtstangsloven

En af de første videnskabelige visninger af vægtstangsprincippet, som alle tænger baserer på, findes i en afhandling om mekanik, som tilskrives filosoffen Aristoteles (384-322 f. Kr.).
"I afsnittet om vægtstangen bliver både kraften og også belastningen anset som vægte, altså direkte sammenlignelige størrelser, så det er muligt for Aristoteles at formulere vægtstangsloven: Forholdet mellem bevæget vægt og en vægt, som skal bevæges, er omvendt proportional med det indbyrdes forhold mellem længderne på de tilsvarende vægtstænger; deraf følger, at en kraft kan bevæge noget så meget des lettere, jo længere væk det er fra vægtstangens drejepunkt (850a30ff.). Denne almentgyldige udtalelse har Aristoteles i de følgende kapitler brugt som basis for analysen af forskellige tekniske instrumenter og anordninger; ror og styreror, tandlægens tang og nøddeknækkeren erkendes som vægtstænger eller kombination af vægtstænger og forklares ved hjælp af vægtstangsloven."
(Helmuth Schneider, Einführung in die antike Technikgeschichte (Introduktion til den antikke teknikhistorie), Darmstadt 1992)

Illustrationerne viser sider fra en udgave af "Mechanik" (Mekanik) fra 1599.